Her er en samling af artikler fra danske aviser og blade samt opfølgning på diskutioner som vi har haft de sene timer på skiturerne. Se evt Politikens glimrende samling af egne artikler og links til skirelevante hjemmesider.
Skitøj
Børn på ski
Vands kogepunkt i fjeldet
Hvad er sne?

Skitøj
Politikken 7/12 2003
Skitøjets trelagsprincip og moderne materialer kan bruges til mere end skiferien. Det svedtransporterende undertøj, varmelaget af uld eller flis og den vindtætte jakke eller vest er egnet herhjemme til vandreturen, cykelturen, løbetræningen og rulleskituren, mener Sebastian Sørensen, som er en del af det danske landshold i langrend - og rulleski.
Godt klædt på
Skiudstyret bygger ganske enkelt på trelagsprincippet. Først et af de nye åndbare materialer, der kan transportere varmen og sveden væk fra kroppeb. Dernæst et varmt materiale som uld eller flis for at holde varmen, og endelig et lag vindtæt materiale. Så enkelt kan det være, og følger skiløberne det princip og lægger bomuldsundertøjet, de store grove sweatere og den vandtætte jakke væk, så skulle vinterferien være på plads.
Det er sådan, Sebastian Sørensen klæder sig. Han er 19 år og på landsholdet i langrend. Sæsonen for skiløbere fra Danmark kan naturligvis forlænges med rejser til bjergrige og mere snedækkede områder, men det gode ved skibeklædningen, som han investere i, er, at det faktisk kan anvendes i alle mulige sammenhænge.
"Jeg er klædt sådan på, når jeg løbetræner, når jeg cykler, og når jeg står på rulleski. Dt er meget behageligt fordi det netop giver kroppen mulighed for at ånde og samtidig giver nødvendig varme og god bevægelsesfrihed. I Danmark er der jo sjældent rigtig koldt, og derfor er det yderste lag, vindblokkeren, meget vigtig her", fortæller Sebastian.
Varme og bevægelsesfrihed
Når skiløberen begynder at interessere sig for udstyret, så er der selvfølgelig mange detaljer at sætte sig ind i. "Både i langrend og i alpint er det vigtigt at arbejde med bevægelsesfriheden. Fra sokkerne, som skal have så få sammensyninger som muligt, være varme og dog kunne transportere sveden bort. Ligesom man skal være opmærksom på dér, hvor sokker og bukser overlapper hinanden. Det må ikke folde for meget og give problemer med bevægelse eller risiko for vabler. Ved håndledet skal jakken have en bred tilsluttende manchet, og handskerne må ikke stumpe, og de må ikke være for små", siger Sebastian.
Undertøjet skal naturligvis være lange underbukser og tøje med lange ærmer. Bomuld er bandlyst, for det kan godt træke varme og sved til sig, men det kan ikke transportere det væk igen. Almindelige uldsweatere kan også være for varme, og derfor foretrækker Sebastian de tynde forarbejdede jakker i microflis til at holde varmen i. Jakken skal udelukkende give vindbeskyttelse og behøver derfor ikke for. Der er jakker, som har en særlig vindblokker på udsatte stæder som bryst og hals, mens ryggen er mere løs og elastisk, så der er bevægelsesfrihed og mulighed for at komme af med kropsvarmen.
Når Sebastian er på ski, kan der være dage, hvor kuldegraderne er knap så lave, og dér kan jakken erstattes med en vest.
Spises af med danskerpakke
Peter Nabe-Nielsen er indehaver af Steep & Deep, Lyngby, en specialforretning for langrendsløbere og udstyr til alpine skiløbere. Han mener, som Sebastian, at vesten ofte er nok, for at skiløberen kan holde vinden ude. "Ligesom det øvrige udstyr så kan vesten bruges i alle mulige andre sammenhænge, når danskere træner. Det er som om mange har fundet tilbage til de oprindelige glæder ved at færdes i naturen på ski eller motionsture, og tøjet fungerer lige så fint i en dansk efterårsskov som på en norsk fjeldtop, fordi princippet med sved, varme og vind er det samme. Jeg opfordrer alle kunderne til at melde sig ind i de danske skiklubber for at få glæde ved sporten i længere tid og for at finde motionsformer, som dygtiggør og udvikler skiløbet".
Peter Nabe-Nilsen gennemhuller en del verbale ski-overleveringer om danskerne. Blandt andet gentager han flere gange, at der er rigtig mange dygtige danske skiløbere.
"Når danskere tager på skiferie, så er det for at stå på ski og dygtiggøre sig. Derimod er der i parantes bemærket mange nordmænd, som ikke kan løbe på ski. De bruger weekenden i fjeldet til almindelig hygge og hvil i hytterne. Desværre er overleveringerne de modsatte også i Norge. Derfor vil danskere opleve at blive spist af med en 'danskerpakke', hvis de vover sig ind i en skiudstyrsbutik i Norge. Indkøb af tøj såvel som ski kræver vejledning og tilpasning, og det kan man ikke regne med at få som dansker i de store salgssteder i Norge eller i alpinbutikkerne i Italien og Schweiz. Desuden er vi ikke så dyre herhjemme, som rygtet vil gøre det til".
Opblæst jakke til 5.000 kroner
Når det gælder alpint udstyr, så fungerer relagsprincippet også. Blot er jakke og bukser i tykkere materiale, som kan klare højere kuldegrader og de mere stille stunder i listen. Jakkerne har naturligvis snefang, og oftest kan snefanget ynes af. Det samme kan hætterne. Hætter, især hætter med pelskrave, er ikke velegnede til skiløb. Kiløbere bør i stedet sørge for, at deres bluse har en høj hals, en såkaldt skorsten, og så skal de ikke glemme huen eller båndet, der kan varke ørerne. Når kroppen varmes op, så søger varmen opad. En hætte stopper, for at varmen kan forlade kroppen.
"Jeg har arbejdet med ski og skiudstyr i 15 år, og der sker hele tiden noget nyt. De nye åndbare materialer har været en gave for skiløbere, og senest har jeg fået en tyns flistrøje i butikken, hvor der der vævet sølv ind i brystpartiet, fordi sølv skaber varme og nedsætter lugtgenerne. I år har italienske Rosignol præsenteret en jakke i strækbart materiale og med masser af detaljer, blandt andet kan den blæses op med luft gennem et mundstykke ved jakkens krave. Luften isolerer jakken på udsatte steder. Der går også rygter om, at en ny jakke i totalt strækbart goretex er på vej ud på markedet", fortæller Peter Nabe-Nielsen, Steep & Deep.

Børn på ski
Berlingske Tidende 3/12 2002
Giv de mindste langrendsski og leg skiløbet ind i dem, opfordrer Norsk SKI-akademi.
At man starter på langrendsski - jamen, det er så naturligt som at klø sig i nakken. I hvert fald hvis man er barn i Norge.
Er man et dansk barn og har forældre, der løber alpint skiløb, er det naturlige anderledes. For da er stort set alle børns førstemøde med skiløb et par stive støvler, man næsten ikke kan gå i, fastspændt et par små slalomski. Og det er synd, mener de i Norge.
I Norsk SKI-akademi har man samlet erfaringer fra børneskiskolerne i Hemse dal, Geilo og Trysil, og skilærerne har fulgt tusindvis af danske børn.
Der er ingen tvivl om at de danske børn er fuldt ud så gode til skiløb som norsk.
»Blot kunne man ønske, at de danske børn fik lov til at bruge langrendsski langt mere under deres ski-opvækst, om man kan bruge det ord,« siger Toni Koning. chef for SKI-akademiet.
På langrendsski, som er meget lettere at bevæge sig på end det tyngende og hæmmende alpine udstyr, får børnene nemlig de altafgørende koordinations- og balancefærdigheder. De færdigheder, som siden gør det nemmere at udfolde sig i de andre skidiscipliner - både alpint skiløb og snowboard.
» Når man ser professionelt på det, er det lettere skiudstyr mere naturligt i børnenes bevægelsesmønster. Der er næsten ikke grænser for alt det sjove, børn kan lave, selv om de har ski på, og det understøtter ski-glæden hos børnene.
Norsk SKI-akademi vil nu forsøge at udbrede sit budskab i Danmark. For det hænder da, at vinteren kommer forbi, og langrend kan som bekendt dyrkes også uden bjerge og fjelde.
» Vi er jo ude i et pionerarbejde, men vi har tænkt os at tilbyde kurser for danske pædagoger og lærere her i vinter, hvis der da er interesse for det. Vi har allerede været i kontakt med et seminarium, hvor der var flere, der ville deltage i et kursus, som vi kan afvikle i løbet af januar-februar, når der er sne til det. I løbet af et par dage vil vi kunne vise de sjove færdighedslege, på langrendsski for børn og undervise i, hvordan man hurtigt kan lave en bane, hvor man kan lege de forskellige øvelser, som er grundlæggende for at få skiløb ind i børnene.
Det er alt sammen noget, som deltagerne i kurser senere kan bruge i en dansk børnehave eller i idrætsundervisningen, når der er forhold til det,« mener Toni Koning.

Vands kogepunkt i fjeldet
Her følger en thermodynamisk redegørelse for vands kogepunkt i Wadahl. Dette er en meget kort redegørelse med flere antagelser og approksimationer!
Hældningen af linien for ligevægten mellem gas og væske i et tryk/temperatur fasediagram (dvs kogepunktets ændring med trykket) er givet ved Clapeyron ligningen:
        (1)
, dvs forskellen mellem molær entropi for gas or væskefasen divideret med forskellen mellem molær volumen for gas og væskefasen.
Den molære entropi for fordampning () er ved en given temperatur T, lig med , hvor  kan antages at være konstant i nærheden af den temperatur den er bestemt ved. 
På grund af gasfasens store molære volumen i forhold til væskefasen kan  antages at være lig den molære volumen af gassen, der for en perfekt gas bliver:

, hvor R er gaskonstanten, T er temperaturen og p er trykket.

Af foregående approksimationer kan Clausius-Clapeyron ligningen skrives:
        (2)
Denne differentialligning kan (under forudsætning af ) løses til:
        (3)
, hvor p* er et referencetryk (1 atm) og T* er kogepunktet ved dette tryk (373.15 °C). Detter giver:
        (4)
Det atmosfæriske tryk siges at halveres for hver 5000 meter man stiger op. Trykket i højden h er derfor:
        (5)
, hvor p måles i atmosfære og 
Indsættes (5) i (4) fås en generel formel for vands kogepunkt afhængig af højden i meter:
        (6)
Med Indsatte konstanter bliver dette:
        (7)
Vands kogepunkt i Wadahl (933 moh) bliver derfor: 96.3 °C (369.5 °K)

Sne
Ingenøren 22/12 2000
Is findes i 14 forskellige krystallinske strukturer, der dannes under forskellige tryk. Ved normalt tryk kaldes strukturen for Is I, og den findes i to varianter: Is Ih med heaxogonal symmetri og Is Ic med kubisk symmetri. Is Ic dannes dog kun ved temperaturer under -135 °C. I den almindelige form, Is Ih, er hvert iltatom omgivet af fire andre iltatomer i en konfiguration som et tetraeder.
Afstanden mellem iltatomerne er ca. 2,75 Ångstrøm (1 Ångstrøm er 10^-10 meter). Brintatomerne fordeler sig således, at to er tæt på (ca. 0,98 Ångstrøm) næsten som i frit vandmolekyle. H₂O molekylerne er orienteret, så hver af de to brintatomer peger mod hver sit iltatom, og der kun er et brintatom mellem to nabo-iltatomer. Det er den hexagonale struktur af iskrystallen, der også giver snekrystallerne deres hexagonale form.
I snekrystallernes verden
En hvid jul hører til sjældenhederne, og går det som klimaforskerne forudser, bliver det i fremtiden en endnu sjældnere oplevelse på danske breddegrader. Men for mange vil jul og sne alligevel for altid høre sammen, for er der noget mere fredeligt end at se de blide snefnug falde fra himlen og studere deres vidunderlige former. Men hvorfor er det nu, at snefnug og iskrystaller får deres karakteristiske former, og er det virkeligt rigtigt, at der ikke er to, der er ens? Iskrystaller eller snekrystaller, som de også kaldes, er ikke frosne vanddråber, men dannes når overmættet vanddamp krystalliserer sig omkring en lille støvpartikel i skyen.
Under nul grader er damptrykket af is nemlig lavere end damptrykket for underafkølet vand ved samme temperatur, og derfor vokser snekrystallerne normalt på bekostning af vanddråberne, men det kræver almindeligvis et sædekorn til at starte processen, for man skal helt ned under -40 °C for, at krystalliseringen går i gang af sig selv. Snekrystaller kan have en størrelse lige fra det helt mikroskopiske til nogle få millimeter. Snefnug er mange snekrystaller løst bundet sammen. Bindingen er bedst omkring frysepunktet, hvor op ti 100 snekrystaller kan danne snefnug, der kan være flere centimeter i diameter.
Fysikken bag snekrystallens form
Da krystalstrukturen for is er hexagonal, bliver iskrystallerne som oftest sekskantede, men der findes dog eksempler på tre- og tolvgrenede iskrystaler, da krystalliseringen aldrig vil være helt perfekt.
Iskrystallens form er dog meget afhængig af den temperatur, hvorunder den dannes. I visse temperaturintervaller vokser endefladerne på den sekskantede prismekrystal langsomt, mens prismesider vokser hurtigt, det giver flade snekrystaller- ofte med meget kompliceret struktur. Ved andre temperaturer vokser endefladerne hurtigst, det giver aflange søjleprismer. Når snekrystallerne bevæger sig op og ned i skyen, vil temperaturforholdene ændre sig, derfor kan man se snekrystaller, der både består af flader, søjler osv. Det er diffusion og overfladeeffekter, der er årsag til snekrystallernes forskellige form. Diffusion af dampmolekyler hen til snekrystallen begrænser den hastighed, hvormed krystallen kan vokse og derved også dens form. En vigtig mekanisme er den såkaldte Mullins-Sekerka-ustabilitet. Den bevirker kort fortalt, at den del af overfladen, der stikker længst frem i det overmættede medie af dampmolekyler, vil vokse hurtigere end resten.
Krystallen begynder altså som en simpel hexagonal flade, men hjørnerne vil gradvist vokse hurtigere, og det giver krystallen seks arme. Efterhånden som armene bliver større, bliver de igen ustabile, og der dannes en struktur med mange forgreninger. Hopper-ustabiliteten er et tilsvarende fænomen, der hører til de aflange prismekrystaller. Når krystallen er lille, vil overfladeeffekten dominere, men når den bliver større, vil diffusion spille en større rolle, og da hjørner og kanter igen har lettest ved at få kontakt med dampmolekylerne, vilde vokse hurtigst og så at sige stjæle dampmolekyler fra midten af fladerne, som vil vokse langsommere. Overfladeeffekten er den anden betydende faktor for snekrystallens form. Det er velkendt, at grænsen mellem is og luft ikke er en simpel overflade, men består af et kvasiflydende lag. Laget er kun få molekyler tykt ved -10 °C. Lagtykkelsen stiger med stigende temperatur. Forskerne mener, at dette grænselags form har mange konsekvens for snekrystallernes vækst under forskellige temperaturer. Men processen er ikke helt forstået i detaljer. -Årsagen til, at snekrystaller har deres forskellige form er derfor stadig ukendt, siger professor i fysik ved Caltech, Kenneth G. Libbrecht.
Er der to der er ens?
Hvert år dannes der mere end 10²⁴ snekrystaller i Jordens atmosfære, der typisk hver indeholder 10¹⁸ vandmolekyler. Nu er det jo ikke sådan, at alle vandmolekyler er ens. Et ud af 5.000 brintatomer er deuterium med en ekstra neutron i kernen, og cirka et ud af 500 iltatomer er 18O istedet for det almindelige 160. Derfor er der omkring 10¹⁵ molekyler i en typisk snekrystal, der er forskellige fra resten. Den tilfældige fordeling af disse vil give hver snekrystal en helt unik opbygning. Så på det helt fundamentale planer det fuldstændig usandsynligt, at der nogensinde har været to snekrystaller, der er nøjagtigt ens.
Kun hvis der er tale om mikroskopisk små snekrystaller med ganske få molekyler kan det tænkes, at to vil være ens. Men hvad nu hvis vi med ens mener to snekrystaller, der har ens udseende. Små uregelmæssigheder i krystalopbygningen vil igen med undtagelse af de helt små snekrystaller bevirke, at der næppe findes to der er ens. Svaret bliver anderledes, hvis de blot skal ligne hinanden. På Antarktis er de fleste snekrystaller af den simple prisme type, og det skulle nok være muligt i sneen at finde to, hvor der skal et godt mikroskop til for at skelne dem fra hinanden.